Det kræver sin kvinde at være del af en familie, som i mange år bestod stort set kun af mænd, og som i dag er spredt på tre forskellige kontinenter. Men til at holde sammen på det hele har Susan Moody – forfatter og stedmor til Danmarks Kronprinsesse – humoren.  

Af Eline Holm

En varm, spøgefuld tone titter hele tiden frem under overfladen, når Susan Moody taler om forholdet til sine tre sønner. For tiden har et par misforståelser omkring flyafgange og –ankomster for eksempel været årsag til intern snak blandt sønnerne, om hvorvidt deres mor er blevet ramt af Alzheimers. ”Nu har hun fået det forkert – igen!” lyder meldingen fra én søn til en anden.

Der ligger dog ikke andet end ganske almindelig forvirring bag roderiet i flytidspunkterne, forsikrer den britisk fødte forfatter, som har boet i Danmark tre et halvt år sammen med sin mand John Donaldson, og herhjemme nok mere er kendt som Kronprinsesse Marys stedmor end som forfatteren til rundt regnet 27 bøger. Men når det kommer fra hendes børn, har Susan Moody intet imod at blive gjort til genstand for lidt sjov og ballade. Tværtimod. 

»Engang var jeg på besøg hos en af mine sønner, som bor i Californien. Efter at have overværet os tale sammen, spurgte en af hans venner ham, hvordan han dog kunne tale til sin mor på den måde. Han forklarede, at det kunne han, fordi han så mig som sin ven, og ikke kun som sin mor, og derfor kunne han sagtens lave sjov med mig. Det blev jeg meget glad for,« husker Susan Moody.

Underholdende selskab 

Venner vælger man nemlig at være sammen med, hvorimod familie hænger ved på godt og ondt. Så hvis Susan Moodys børn betragter hende som én, de tilbringer tid sammen med af lyst og ikke af pligt, er hun godt tilfreds. 

Det er nemt at få øje på, hvorfor Susan Moodys sønner synes, at deres mor er underholdende selskab. Da hun under interviewet bliver tilbudt at fremhæve noget i forhold til sin blå bog – underforstået hentydes der til pejlepunkter i karrieren, betydningsfulde formandskaber eller lignende – falder svaret uden tøven:

»Humoristisk sans. Jeg synes faktisk, jeg har mere humor end så mange andre,« erklærer hun på klingende britisk.

Omgivet af mænd 

På trods af at Susan Moody har boet i både USA, Frankrig, Australien og Danmark, er hendes britiske rødder ikke til at tage fejl af. Ud over den tørre, engelske signatur-humor, som synes at være udgangspunktet for hendes tilgang til livet, sipper hun under interviewet til den obligatoriske kop sort te med mælk. Hendes udseende er som taget ud af en engelsk TV-krimi, og det er let at se hende for sig taste løs på computeren, i færd med at sammenstykke plottet til endnu en spændingsroman.

Susan Moody er vokset op i en badeby i Kent. Hun har fire brødre, og på trods af morens tilstedeværelse i barndomshjemmet, var det ikke de feminine dyder, der var fremherskende. Susan Moody beskriver sin mor som en intellektuel kvinde, som havde klare idéer om, hvordan en lille dame og en lille herre skulle opføre sig. Tennis, dans, sprogundervisning og klavertimer bidrog til børnenes kulturelle dannelse, men knus og kram blev der ikke ofret tid på i barndomshjemmet.

»Min mor lærte mig intet om at være en pige. Jeg var meget sammen med mine brødre, og senere fik jeg selv tre sønner. På et tidspunkt var det så slemt, at selv marsvinet var af hankøn,« harcelerer Susan Moody. 

Mor med modsat fortegn 

»I lang tid havde jeg det bedst i mænds selskab, og det var først, da jeg var i slutningen af trediverne, at jeg begyndte at gå ud med kun kvinder. Da jeg startede med at skrive, havde jeg altid lyst til at se historien fra en mands synspunkt,« fortæller Susan Moody, som mener, at hun er blevet mere piget med årene.

Er der noget fra din barndom, du har taget med i opdragelsen af dine egne børn?

»Ja, jeg har set på, hvordan min mor var, og så har jeg gjort præcis det modsatte! Jeg var så kærlig overfor mine sønner, at en af mine brødre engang sagde, at jeg skulle passe på, ellers blev de til nogle rigtige tøsedrenge,« siger Susan Moody med et smil og tilføjer, at hun faktisk sætter stor pris på, at hendes mor lærte hende at dyrke livets kulturelle sider som for eksempel bøger.

Det kvindelige har fået en plads

Glæden ved at læse lagde nemlig de første spirer til det, der i dag er en produktiv forfatterkarriere. I mange år skrev Susan Moody kun til skrivebordsskuffen, men da hun vandt 2. præmien i en novellekonkurrence, fik hun mod på at afprøve, hvor langt hun kunne drive det. Susan Moody gav sig selv ét år til at bevise sit værd, og i en alder af 41 år lykkedes det hende at få afsat en historisk roman til et amerikansk forlag.

Hovedpersonen var en kvinde. Og i dag er det feminine kommet ind i forfatterens liv i rigelige mængder. Ikke bare gennem svigerdøtrene, men også gennem John Donaldsons fire børn, som tæller tre af hunkøn. Heriblandt altså Danmarks Kronprinsesse, som stedmoren har taget en principiel beslutning om ikke at udtale sig om.

Ikke en erstatningsmor 

Hun vil dog gerne fortælle om mødet med den ny familie.

»Selvfølgelig var det en sørgelig tid for familien, for de havde mistet deres mor nogle år inden, jeg mødte John. Men heldigvis har John en dejlig familie, og hans børn var voksne og havde deres eget liv, da vi mødtes. Jeg tror, det er meget sværere at blive stedmor for små børn eller for teenagere,« mener Susan Moody, som er meget opmærksom på, at en stedmor ikke skal forsøge sig som erstatnings-mor. 

»Det bedste, man kan gøre, er at vise, at man er der og aldrig kritisere. Med tiden kan man opbygge et venskab, og måske endda kærlighed.«

Kommunikation på langdistance 

Sine egne børn taler Susan Moody med omkring én gang om ugen. Det er ikke så sært, hvis den 68-årige kvinde kan synes midlertidigt ramt af Alzheimers engang imellem, for sønnerne befinder sig på hver sit kontinent med bopæl i henholdsvis London, Californien og Australien. Størstedelen af kommunikationen foregår derfor på langdistance.

Det betyder brug af moderne kommunikationsmidler som e-mail og Skype, og senest har en af sønnerne oprettet en profil til moren på internetfællesskabet Facebook. På den måde gør de sit for at få deres mor ind i det 21. århundrede, som de siger. Susan Moody synes dog ikke, at sønnerne kan gøre krav på at vide mest om det 21. århundrede, idet hun har været her længere dem. Ét råd omkring brug af internettet har hun dog taget til sig:

»En af mine sønner sagde, at man altid skal lyve på internettet. Så jeg skrev i min profil, at jeg var født i 1972.«

Bedre bare at være der

På trods af at Susan Moody ser sin familiesituation fra den humoristiske side, er det tydeligvis svært for hende at være mor på afstand. Især når livet ind imellem byder på andet end sjov og ballade.

»For nylig gennemgik en af mine sønner en skilsmisse. Vi snakkede meget om det, men i sådan en situation er det meget hårdt at være så langt fra hinanden. For når man endelig er sammen, kan det være svært at sætte sig ned og snakke voksensnak. Nogle gange er det bedre bare at være til stede,« siger Susan Moody.    

Inviterer venner indenfor

Også ved højtider savner Susan Moody sin familie. Ikke mindst på grund af den kulturforskel, hun har observeret mellem danskerne og - ja, faktisk alle de mange andre nationaliteter, hun har stiftet bekendtskab med på nærmeste hold.

»Julen er en meget speciel tid for familien i Danmark. Her lukker man sig om familien, hvorimod englændere inviterer både venner og familie inden for. Jeg foretrækker nok den engelske måde, især nu hvor jeg har været i en situation, hvor det var mig, der ikke havde nogen at holde jul med. Men så har vi inviteret alle de andre udlændinge, der ikke havde nogen steder at gå hen, hjem til os. Det er der kommet nogle festlige aftener ud af.«

Man får helt lyst til at banke på døren til næste jul. For det er let at forestille sig, at Susan Moodys julekomsammener er mere fornøjelige end gennemsnittet.

Fem skarpe:

Hvilken bog ville du ønske, du havde skrevet?

”Anna Karenina” af Leo Tolstoy, fordi det er en fantastisk familiesaga. ”Rebecca” af Daphne Du Maurier, fordi det er en vidunderlig spændingsroman.

Hvad kan du bedst lide ved den danske livsstil?

Lige gyldigt hvilken lille plastikdims, man køber i en dansk butik, spørger ekspedienten altid, om det er en gave. Det siger noget om, at det er en helt naturlig del af kulturen at forære ting væk, og det kan jeg godt lide.

Hvilket barndomsminde tænker du ofte på?

Svømmeture ved stranden, hvor vi boede. Brombærplukning med mine brødre. Men jeg tænker faktisk meget på hele min barndom, for jeg har lige skrevet en bog, hvis handling foregår i den engelske by, hvor jeg voksede op. Som forfatter bruger jeg mange af mine minder i mine bøger.

Hvad kan du bedst lide at lave sammen med din familie?

Spise sammen. Så sidder man stille, fjernsynet er slukket, og folk rejser sig ikke pludselig og går. Det er en god måde at koncentrere sig om at være sammen. 

Hvad gør dig vred?

Ligegyldighed overfor alt det, der sker i verden. Og når folk smider affald på gaden. Jeg får lyst til at gå hen til personen og sige ”Undskyld mig, men vil du være venlig at samle op!” Det har jeg faktisk også gjort nogle gange.

Blå bog:

Født 1940 i Oxford, England

Efter hun var færdig med skolen, flyttede Susan Moody to år til Paris, hvor hun arbejdede som sekretær i et firma, der solgte orkideer

Debutterede med den historiske roman ”A Distant Shore” i 1981

I 1984 udgav hun sin første kriminalroman ”Penny Black”, som var startskuddet til en serie om en kvindelig amatørdetektiv

Tidligere formand for British Crime Writer’s Association samt World Association of Crime Writers

Har undervist i kriminallitteratur på Københavns Universitet

Gift med John Donaldson, far til Kronprinsesse Mary

Susan Moody tilføjer selv: Har humoristisk sans