”Nu har vi friheden til at sige, hvad vi mener”

15 strejker om året er blevet reduceret til nul. Det er det tydelige resultat af, at ledelse og medarbejdere på det filippinske hospital Rizal Medical Center er begyndt at samarbejde til gavn for alle – ikke mindst patienterne.

Af Eline Sønderberg Holm

Daglige frustrationer over forholdene for patienter og medarbejdere på hospitalet Rizal Medical Center midt i filippinernes hovedstad Manila er afløst af stolthed over arbejdspladsen. For i dag kan en menig sygeplejerske gå til såvel fagforening som ledelse med ethvert problem, der opstår i arbejdet.

To fagforeningsrepræsentanter, en oversygeplejerske og seks hvidkitlede sygeplejersker sidder i hospitalets mødelokale og fortæller om den forbedring, et projekt om social dialog – demokrati på arbejdspladsen i form af samarbejde mellem ledelse, fagforening og medarbejdere – har betydet i deres hverdag.

På væggen bag dem hænger en lang stribe portrætter af hospitalets tidligere chefer, helt tilbage til den aller første, som indtog magtpositionen i 1949. Han ville nok være forundret over den forandring, forsamlingen kan berette om, for indtil projektets begyndelse og en ny ledelses indtog i 2003, herskede der kæft, trit og retning på hospitalsgangene.

Løser problemerne sammen

- Tidligere var der ingen anden måde at komme til orde på end at nedlægge arbejdet. Det betød, at der kunne være op til 15 strejker om året, hvilket er meget slemt for et hospital i hovedstadsområdet, som skal betjene mange, mange mennesker. Men de seneste år har der ikke været en eneste, for nu har vi fundet ud af at løse problemerne sammen, fortæller Riqc Lumpiapu fra Rafema, fagforeningen på hospitalet. 

Det er blandt andet lykkedes at komme igennem med et krav om, at risikotillægget til sygeplejerskerne bliver udbetalt til tiden i stedet for fire-fem måneder forsinket, som det kunne ske før. Fagforeningen er også gået ind i sager om forfremmelser, som ledelsen ikke ville acceptere. Gennem dialog er parterne til sidst blevet enige.

Hovedorganisationen for offentligt ansatte i Filippinerne, PSLINK, står bag projektet, som er støttet af dansk fagbevægelse gennem Ulandssekretariatet. Et af målene med projektet er at lære ledelsen, at fagforeningen er en medspiller – ikke en modstander. Riqc Lumpiapu har været aktiv i Rafema siden 1989, og han fortæller, at det først lykkedes at trænge igennem med budskabet om, at fagforeningen faktisk kan hjælpe med at få arbejdspladsen til at fungere bedre, da en ny ledelse tiltrådte i 2003.

Bedre faciliteter

Det har i sidste ende forbedret servicen overfor patienterne. For eksempel var der førhen ikke noget system, som sikrede, at de fysiske omgivelser på afdelingerne var i orden. Et af de første problemer, fagforeningen tog op med den nye ledelse, var derfor ventilation, rengøring og adgang til rent linned overalt på hospitalet. I dag melder sygeplejerskerne det, hver gang de oplever mangler, og det gør både deres arbejde lettere og forbedrer forholdene for patienterne.

- Vi ved, at vi kan gå til vores fagforeningsrepræsentant eller til ledelsen med alle de problemer, vi har. Både dem, der handler om vores eget arbejdsmiljø, og dem, der påvirker patienterne. Og så bliver der fundet en løsning. Det er rart, at vi nu har friheden til at sige, hvad vi mener, siger Michelle Siscat. Ligesom alle de andre sygeplejersker i lokalet har hun kun arbejdet på Rizal Medical Center i lidt over et år, så hun kan ikke udtale sig om, hvordan forholdene var før. Et stort problem på hospitalet og i sundhedsvæsenet i det hele taget er, at langt de fleste sygeplejersker forlader Filippinerne for at arbejde i udlandet, når de har fået lidt erfaring i faget – typisk efter to år. Lønnen for offentligt ansatte i Filippinerne er så lav, og efterspørgslen på sygeplejersker i udlandet er så stor, at de færreste kan modstå fristelsen til at tage imod et af de lokkende tilbud om arbejde i udlandet. Annoncetekster i aviser og blade lover for eksempel sygeplejerskerne råd til et bedre liv med bil og hus. Efterspørgslen på sygeplejersker i udlandet er så stor, at selv filippinske læger er begyndt at uddanne sig til sygeplejersker for at få mulighed for at arbejde i udlandet. Samtidig er undervisningsinstitutioner, som intet har at gøre med sundhedsvæsenet, er begyndt at tilbyde sygeplejerskeuddannelse.

Mere fleksibilitet

Den store udskiftning af medarbejdere betyder, at underbemanding er et af de største problemer, hospitalet slås med. Situationen er dog blevet nemmere af, at ledelsen som en del af forhandlingerne med fagforeningen er gået med til at give medarbejderne afspadsering for den tid, de arbejder over. Før projektet gik i gang, var der hverken løn eller fridage at hente for ekstra arbejde.

Samtidig er der blevet indført et fleksibelt system, som betyder at sygeplejerskerne til dels selv kan bestemme over deres arbejdstid. ”Ring til en ven” hedder systemet, som går ud på, at sygeplejerskerne kan bytte vagter mellem hinanden.

- Sådan var det ikke før. Men det er rigtig godt, for i dag har vi indflydelse på vores arbejde, og det skaber et bedre sammenhold og en bedre stemning på afdelingerne, mener sygeplejersken Kanitere Suenero, som forklarer, at de fleste af de unge piger har familie langt væk fra Manila. Derfor har de ofte brug for at tage sammenhængende fridage, så de kan nå hjem på besøg, og med det nye system er det blevet nemmere at ordne kollegaerne imellem. 

Forhåbningen fra ledelsens side er, at de forbedrede arbejdsforhold vil få flere sygeplejersker til at vælge Rizal Medical Center frem for at forfølge drømmen om bil og hus i udlandet. Alligevel er hospitalet begyndt at hjælpe de ansatte i gang, hvis de vil til udlandet. De får for eksempel en måned fri til at forberede sig til den eksamen, der skal til for at få arbejdstilladelse på et hospital udenfor Filippinerne.

- Det kan vi ligeså godt, for de tager af sted alligevel. Vi vil gerne vise dem, at vi vil hjælpe dem med at sætte skub i karrieren. Hvis de vælger at blive på Rizal efter de to år, opfordrer vi dem til at tage en masteruddannelse, forklarer oversygeplejerske Louisa Marie Flores.

Ikke altid rosenrødt

Hun har selv en baggrund som menig sygeplejerske, og derfor ved hun, hvor vigtigt det er at blive bakket op af ledelsen. Både Louisa Marie Flores og fagforeningsrepræsentanten Riqc Lumpiapu mener, at den vellykkede dialog mellem ledelse og medarbejdere bliver hjulpet godt på vej af, at mange medlemmer af den nuværende ledelse kommer fra jobs lavere i hierarkiet. 

Ingen af de tilstedeværende påstår dog, at samarbejdet altid er rosenrødt. For eksempel er der for nylig opstået uenighed, fordi den filippinske regering har indført, at alle hospitaler får skåret 25 procent af budgettet, som skal lægges til side som ”reserve”. Fagforeningen har nogle andre prioriteter for, hvor der skal spares, end ledelsen.

- Men vi taler om det og har alle mulighed for at fremføre og argumentere for vores synspunkter, forklarer Riqc Lumpiapu.

Og det gør hele forskellen – både for ham og for sygeplejerskerne. For i sidste ende handler det om at respektere hinanden.

Fakta: Ulandssekretariatet i Filippinerne

• Ulandssekretariatet støtter organisationen PSLINK, som repræsenterer de offentligt ansatte i Filippinerne. 
• Det overordnede mål er at styrke demokratiet på Filippinerne
• Projektet hjælper PSLINK til at få indflydelse på lovgivningen i den offentlige sektor, og på hvordan de offentlige ressourcer bliver brugt. 
• Samtidig er målet at sikre medlemmerne bedre service og en høj og ensartet kvalitet af det arbejde, som tillidsrepræsentanterne under PSLINK på de enkelte arbejdspladserne udfører.