Sikkerhed på discount

Udefra ser det hele pænt og sikkert ud. Men for mange filippinske bygningsarbejdere stopper sikkerheden der, hvor de begynder at arbejde – under overfladen. 

Af Eline Sønderberg Holm 

   I et skur uden for en byggeplads i Filippinernes hovedstad Manila sidder Ricardo Ruiz og betragter et stykke A4 papir påtrykt en lang liste over opgaver. Egentlig er det sin jobbeskrivelse, han holder i hånden. Men det er ikke mange af de 18 ”pligter og ansvarsområder” i jobbet som sikkerhedsingeniør hos et stort filippinsk entreprenørfirma, han føler, at han udfører tilfredsstillende.

   - Det er meget svært for mig at opfylde kravene til mit job. For hvis jeg gør det, så mister jeg det, siger han og smiler opgivende over paradokset.

   Ricardo Ruiz er ikke en doven mand, og han er heller ikke dårlig til sit arbejde. Han vil gerne gøre det, han er uddannet og ansat til: At beskytte murere, tømrere, svejsere og andre bygningsarbejdere mod de farer, som uundgåeligt er til stede på en byggeplads.

Tomme regler

   Hans arbejdsgiver har da også hyret ham til netop at sørge for, at forholdene altid er i orden. Reglerne er endda skrevet ned i en 83 sider tung manual – optrykt i femte udgave og senest opdateret i juni 2004. Den ligger dér på bordet foran ham og ser rigtig flot ud. På papiret. For virkeligheden er en helt anden.

   - Reglerne er der. Men de fleste filippinske entreprenørfirmaer tænker på sikkerhed som en omkostning, de helst vil slippe for i budgettet. Manualen er der kun i tilfælde af, at en repræsentant fra arbejdsdepartementet kommer på besøg. Så viser de manualen og siger ”Det er sådan her, vi gør.” Og så sker der ikke mere ved det, fortæller Ricardo Ruiz.

   Byggepladsen ligger i Global City, et tidligere militærområde, som nu er udstykket til indkøbscentre, multinationale firmaer og dyre ejerlejligheder. Lige ved siden af byggepladsen ligger for eksempel indkøbscentret ”Market! Market!”, som bugner af amerikanske mærkevarer og teenagere med mobiltelefoner fra den lille, men velstillede middelklasse. Det ligner ikke en scene fra et tredje verdens land. Heller ikke for familierne på shopping, som kan kigge over på byggepladsen til synet af arbejdere med skinnende, gule sikkerhedshjelme, og et stort skilt påtrykt ”Vi er her i dag, fordi vi var sikre i går!”

Sikkerhed i billigste version

   På afstand ser det hele pænt, ordentligt – og sikkert – ud. Men hverken Ricardo Ruiz eller kollegaen Miguel Lopez, som også arbejder med sikkerhed og arbejdsmiljø, mener at virksomheden kan klare et nærmere eftersyn.

   I modsætning til så mange andre filippinske entreprenørfirmaer opfylder det dog nogle af de mest basale krav til sikkerhed. Alle arbejderne har for eksempel sikkerhedshjelme og -støvler på, når de opholder sig på byggepladsen.

   Desuden er det lykkedes for Miguel Lopez at få indført, at han holder et 15 minutters møde med arbejderne hver dag, hvor han briefer dem om sikkerhedsrisici i dagens arbejde. Alligevel er han ikke imponeret over sin arbejdsgiver.

   - Sikkerhedsudstyret er der, men det er den billigste udgave. For eksempel er der kun forstærkning på støvlerne foran, så man kan stadig let komme til skade på siderne af fødderne. Og maskerne beskytter kun mod støv, ikke mod giftige dampe. Hver gang, jeg foreslår nye sikkerhedstiltag eller siger, at der er brug for nyt udstyr, går der meget lang tid, inden der sker noget. Og i mellemtiden fortsætter arbejdet, siger han.

Åbenhed kan koste jobbet

   Mændene vil gerne vise rundt på byggepladsen for at forklare nærmere, hvad de er utilfredse med. Inden vi forlader deres skur, gentager de gang på gang, at ordet ”fagforening” er forbudt, ligesom intet af det, de har sagt, må komme videre til deres chefer.

    Hvis nogen spørger, er de ude for at vise en dansk journalist, hvordan de arbejder med sikkerhed og godt arbejdsmiljø på byggepladsen. Finder cheferne ud af, at de i virkeligheden udtaler sig dybt kritisk om forholdene, vil de straks ryge ud. Af samme grund er deres navne ændret i denne artikel, og navnet på entreprenørfirmaet er udeladt.

   Udstyret med forholdsregler, hjelme og støvler bevæger vi os ind mod byggepladsen, hvor arbejderne er ved at rejse det, der snart skal blive til endnu et mondænt bygningskompleks.

   Umiddelbart er det svært at se, hvad det er, de to sikkerhedsingeniører klager over. Opfordringer til at bruge hjelm og fængende slogans som ”Just do it – safely!” kigger ned fra store skilte overalt på byggepladsen. Der er ikke en arbejder i sigte uden hjelm og støvler.

   Men Miguel Lopez går hen til et stillads og peger på det sted, hvor rørene er sat sammen: Kun tynd wire forbinder rørene og skal forhindre, at det hele falder fra hinanden.

   - Vi har ikke materialerne til at sikre det ordentligt. Denne løsning kan i længden ikke holde til vægten af både materialerne og de arbejdere, der går ovenpå stilladserne. Efter min bedste overbevisning er det rent held, at der ikke er sket noget indtil videre. Det, jeg er bange for, er den dag, hvor dette firma løber tør for held, siger Miguel Lopez.

Arbejdere tør ikke klage

   Spørger man arbejderne på byggepladsen om deres mening, har de dog ikke noget at sætte en finger på. To mænd, der er i gang med at blande cement siger, at de føler sig godt tilpas med sikkerheden.

   - Så prøv at spørge dem om, hvad de synes om deres løn, opfordrer Ricardo Ruiz, og oversætter derefter spørgsmålet til det lokale sprog tagalog.

   Jo, de er godt tilfredse med de ca. 37 kroner om dagen, lyder det korte svar. Ricardo Ruiz forklarer:

   - Deres løn er under mindstelønnen, og den er slet ikke høj nok til, at de kan forsørge deres familier. Men de er glade for, at de overhovedet har et job, og derfor stiller de ikke spørgsmålstegn ved hverken løn eller sikkerhed.

   I Filippinerne arbejder en bygningsarbejder i gennemsnit tre måneder om året, fordi konkurrencen om jobbene er så stor. Det betyder, at arbejderne stiller meget få krav til deres arbejdsgivere, når de endelig har noget at lave. Samtidig er regeringen ikke hård nok i implementeringen af og kontrollen med arbejdsmarkedslovgivningen. Underbetaling og dårlig sikkerhed ligger derfor altid under overfladen på byggepladserne. 

Holdning til sikkerhed skal ændres

   Miguel Lopez medgiver dog, at problemet ikke kun ligger hos regeringen og arbejdsgiverne:

   - Arbejderne gider ikke altid at bruge sikkerhedsudstyret. Når det er 30 grader varmt, er det ikke behageligt at gå rundt med store støvler og hjelm. Men det er dødsens farligt at lade være, og det er derfor, vi holder møder med dem hver dag og minder dem om, hvor vigtigt det er at beskytte sig, siger han, og viser videre rundt på byggepladsen.

   I løbet af ti minutter finder han blandt andet et par brædder, der egentlig skulle beskytte arbejderne mod at falde ned i et mellemrum mellem to stilladser, men fordi de ligger løst nærmere truer med at fungere som en glidebane i 2. sals højde.

   Desuden støder vi på ledninger, der er forbundet forkert og udgør en fare for brand eller stød. Og flere arbejdere, som sidder eller står på stilladser i flere etagers højde, er – frivilligt eller ufrivilligt – ikke beskyttet ordentligt mod fald.

Føler sig ubrugelig

   Ricardo Ruiz og Miguel Lopez udpeger forsigtigt de grelle eksempler. Ind imellem laver de sjov med, at de helt sikkert bliver fyrede, når oplysningerne bliver videregivet på skrift. Men de tager chancen. For på en eller anden måde bringer det dem måske et lille skridt nærmere følelsen af, at deres arbejde nytter noget.    

   - Generelt føler jeg mig ubrugelig i mit job. Vi har den viden, der skal til. Problemet er, at ledelsen stadig synes, at sikkerhed er en omkostning, der kan spares væk. Men mit hjerte banker for arbejderne og deres sikkerhed. Det er også derfor, jeg fortæller dig det her, selv om jeg kan miste mit arbejde, siger Ricardo Ruiz.

   Et par dage senere sender han en mail. Han har vedhæftet sit cv og vil spørge, om der er nogen mulighed for, at hans nye, danske forbindelse kan sende det videre til et par firmaer i Danmark, som måske kunne have interesse i at ansætte ham.

   Ligesom de fleste andre filippinere leder han efter en chance for at komme ud. Selv tjener han lidt over 2000 kroner om måneden – og på trods af hans hjerte, der banker for arbejderne på byggepladsen ved Global City, har han også brug for en ordentlig løn – og for at føle, at hans arbejde har en mening.