Samarbejder for at uddanne murere

 

Et af verdens største cementfirmaer samarbejder med bygningsarbejdernes fagforening NUBCW om at uddanne ufaglærte murere i Filippinerne.

 

Af Eline Sønderberg Holm

 

   Teri Cruz og Nonoy Palaca ligner umiddelbart et umage par. Hun repræsenterer et verdensomspændende cementfirma, som holder til i et af de polerede forretningsdistrikter i Filippinernes hovedstad Manila.

 

   Han er formand for bygningsarbejdernes fagforening og tilbringer sine arbejdsdage langt fra centrum i et nedslidt kontor. To vidt forskellige verdner, som har fundet sammen om én mission: Ved fælles hjælp har de indtil videre givet 900 ufaglærte murere en uformel uddannelse, som er endt ud med, at de er blevet certificerede i deres fag.

 

   Cementfirmaet Holcim finansierer uddannelsen, mens bygningsarbejderorganisationen NUBCW, som dansk fagbevægelse støtter gennem Ulandssekretariatet, leverer deltagere og trænere.

 

Træning skal skaffe mere arbejde

   Som Corporate Social Responsibility koordinator hos Holcim har Teri Cruz ansvaret for de sociale tiltag, som hendes virksomhed er involveret i. Hun forklarer, at træningsprogrammet er et alternativ til den formelle mureruddannelse, som de færreste filippinske arbejdere har mulighed for at tage.

 

   - Den tager seks måneder, og så lang tid har de ikke råd til at være uden arbejde, for hvem skal så sørge for, at der kommer mad på bordet. Under vores program stiller vi værktøj, mad og husly til rådighed, og vi giver dem lommepenge, så de stadig har noget at sende hjem til familien, forklarer Teri Cruz.

 

   Målet med træningen er at gøre det lettere for murerne at finde arbejde. Når de kan fremvise et certifikat, er der større chancer for at blive hyret til en opgave, og det er nyttigt i en branche, hvor det ikke er unormalt kun at arbejde tre måneder om året. Udbudet af bygningsarbejdere i Filippinerne er så stort, at entreprenørfirmaerne sjældent fastansætter arbejderne. I stedet hyrer de folk ind på løse kontrakter fra job til job, og det skaber en usikker tilværelse for bygningsarbejderne, som aldrig ved, om de har arbejde måneden, ugen eller dagen efter.

 

Større selvtillid

   Ufaglærte bygningsarbejdere figurer allernederst i hierarkiet i Filippinerne. En vigtig del af træningsprogrammet er derfor at give arbejderne selvtillid og få dem til at føle, at de kan noget. På hvert hold er der derfor en konkurrence om dels at vinde prisen som holdets bedste murer og som holdets bedste murer-team. Præmien er en værktøjskasse, komplet med sikkerhedsudstyr, som bygningsarbejderne ofte selv skal skaffe. Holcim sponsorerer også en international murer-olympiade, som kårer den bedste murer i verden.

 

   - Det handler om at give dem noget anerkendelse for det, de kan. Normalt er det forbeholdt mennesker i de højere samfundslag, men en murer har også brug for at føle stolthed og status ved det, han laver, siger Teri Cruz.

 

   Bygningsarbejderformanden Nonoy Palarca kan bekræfte, at træningen og konkurrencerne har en god virkning på murernes selvtillid. Han har oplevet at en samarbejdspartner, som hjælper befolkningen i et slumkvarter uden for Manila med at bygge veje og skoler og at forbedre deres huse, kom tilbage til ham og sagde, at de var dybt imponerede over den forandring, de så i mændene efter træningsforløbet. Nonoy Palarca ser dog én ulempe ved træningsprogrammet.

 

   - Mange af arbejderne tror, at når de har fået deres certifikat, så får de også højere løn. De bliver skuffede, når de opdager, at det gør de ikke. Men konkurrencen om jobbene er så stor, at de færreste arbejdsgivere vil give mindstelønnen, siger Nonoy Palarca.

 

Regeringen ignorer virksomheders lovbrud

   Både Holcim og NUBCW arbejder dog på at få de firmaer, der hyrer de nyudlærte murere, til at give mindstelønnen. Men kampen er svær, fordi den filippinske regering ser igennem fingrene med forseelsen. Teri Cruz mener dog, at der er en logik i at give en udlært murer højere løn, som selv de mest hårdnakkede entreprenørfirmaer ikke kan komme udenom.

 

   - Hvis murerne er bedre til deres arbejde, sker der færre fejl, og firmaet behøver måske ikke at ansætte samme antal. På den måde ender det med at koste det samme, selvom de får mere i løn, lyder et af de argumenter, hun præsenterer arbejdsgiverne for. 

 

   Endnu er det for tidligt i samarbejdet til at sige, hvor stor en effekt træningsprogrammet har på murernes liv, efter de har modtaget certifikatet. Men Holcim er i samarbejde med NUBCW i gang med at udvikle et databasesystem, som skal gøre det muligt at holde øje med, hvordan det går murerne senere hen.

 

Skaber også bedre image

   Teri Cruz indrømmer, at Holcim ud over at leve op til deres sociale ansvar selvfølgelig også selv har en interesse i at dygtiggøre murerne.

 

   - De er kernebrugerne af vores produkter. Men langt de fleste murere i Filippinerne har ingen formel uddannelse bag sig. Det betyder, at mange af dem ikke ved, hvordan de skal bruge produktet korrekt, og det kan blive et problem for os. Træningen minimerer risikoen for at cementen sprækker, forklarer Teri Cruz.  

 

   Virksomheder, som laver sociale tiltag, bliver ofte angrebet for kun at involvere sig i projekterne for at skabe et bedre image omkring deres produkter. Og Teri Cruz vil da heller ikke nægte, at træningsprogrammet er godt for Holcims omdømme.

 

   - Det gavner os selvfølgelig, at vores kunder kan se, at vi er et ansvarligt selskab. Men vi tror på, at dette program virker langt bedre, end hvis vi for eksempel gav en stor pose penge til et velgørende formål ind imellem. Det gør en stor forskel i det enkelte menneskes liv, og derfor indeholder det mere end bare PR.

 

Ud af skraldebjergets skygge

 

Uddannelse er det middel, der skal kurere arbejdsløshed, dårlige levevilkår og ringe selvtillid hos beboerne i slumkvarteret Payatas uden for Filippinernes hovedstad Manila. 52 mænd er blevet certificerede murere, og det har gjort det lettere at finde arbejde – og givet dem noget at være stolte af. 

 

Af Eline Sønderberg Holm

 

   Et kæmpemæssigt bjerg af skrald tårner sig op som nærmeste nabo til det filippinske slumkvarter Payatas. ”Smokey Mountain” kalder beboerne i de vakkelvorne huse den stinkende kæmpe, som lastbiler dagen igennem fylder med læs på læs af affald fra hoteller, restauranter og lejlighedskomplekser i hovedstaden Manila. Navnet stammer fra den lille sky af kemiske dampe, som af og til løfter sig fra toppen af kolossen.  

 

   I den del af slumkvarteret, som læner sig tættest op af skraldebjerget, er det svært at se, hvad der er boligområde, og hvad der er losseplads. Bunker af øldåser, plastikposer, stofstumper og rådden mad flyder i gaderne, og flere af de faldefærdige huse ligger halvvejs begravede i møg. For et par år siden kollapsede Smokey Mountain og dækkede store dele af Payatas i skrald.

 

   Flere mistede livet. Og de sår, som ulykken har efterladt på beboerne, langt fra er lægt. 

 

NGO’er hjælper med genopbygning

   Alligevel har befolkningen ved foden af Smokey Mountain fået fornyet troen på, at de er værdige til mere end en tilværelse i skyggen af skraldebjerget. En række NGO’er har sat sig for at opbygge slumkvarteret. Et bedre lokalmiljø med gode faciliteter og frem for alt bedre selvtillid skal grave Payatas ud af møgbunkerne.

 

   Det fortæller en gruppe mænd, som har samlet sig i et halvfærdigt hus, der inden længe skal stå klar til at blive til lokalsamfundets kerne – her skal den lokale fagforeningsrepræsentant hjælpe folk til arbejde og uddannelse. Mændene er blandt de 52 af slumkvarterets beboere, som indtil videre har modtaget træning til og certificering som murere gennem den faglige organisation for bygningsarbejdere i Filippinerne, NUBCW.

 

   Murerne skal blandt andet bruge deres nyanskaffede viden til at forbedre husene og bygge veje og skoler i Payatas. NGO’en PBSP (Philippines Business for Social Progress) leverer materialerne gratis mod at murerne stiller deres arbejdskraft til rådighed.

 

   - Det hjælper meget, at der er kommet gang i udviklingen i Payatas, og at vi selv er med til at skabe en forskel. Det gør selvfølgelig, at her bliver rarere at bo, og at der kommer mere arbejde. Men mest af alt giver det håb. Nu tror vi på, at vi kan opbygge noget sammen, siger en af beboerne, Rizaldy Barcelona.

 

Nemmere at få job

   Foran ham på bordet har han spredt en bunke certifikater ud, som han stolt viser frem. De tilhører den gruppe mænd, som sidder forsamlet i det rå cementhus. På det ene står der med fine bogstaver ”Rizaldy Barcelona – Certificeret murer”.

 

   Det er fire måneder siden, den spinkle 29-årige far til to fik udleveret beviset på sin kunnen, og han oplever allerede en forskel i hverdagen. Bygningsarbejdere har generelt svært ved at få arbejde i Filippinerne, fordi konkurrencen om jobbene er så stor. Det er ikke unormalt, at en ufaglært bygningsarbejder kun har opgaver tre måneder om året. 

 

   - Det er blevet meget nemmere at få arbejde, nu hvor jeg har et bevis på det, jeg kan. For kort tid siden søgte jeg arbejde i et stort vejbygningsprojekt. Før var det meget svært at svare på spørgsmålene i jobinterviewet, for de tester som regel, hvad man kan. Kan man ikke svare, siger de, at man skal komme igen en anden gang. Men nu kender jeg processerne, for eksempel hvad der sker fra sand til cement. Det betød, at jeg havde troen på, at jeg kunne svare. Jeg kendte alle de standarder, de nævnte og fik jobbet, fortæller Rizaldy Barcelona.

 

   Som ufaglært bygningsarbejder var det næsten kun muligt for ham at få arbejde i de små entreprenørfirmaer, som ikke krævede så meget – og helst hvis han kendte nogen og kunne vise anbefalinger fra tidligere job.

 

Videregiver erfaringer

   På kurset fik den 29-årige murer også undervisning i, hvordan man arbejder sikkert. Den viden har han og de andre deltagere fra Payatas givet videre til de mænd, som ikke endnu haft mulighed for at få træning som murer. Sådan hjælper mændene i lokalområdet hinanden med at holde fokus på sikkerhed – et område, som er lavt prioriteret hos mange filippinske arbejdsgivere i entreprenørbranchen.

 

   På samme måde hjælper beboerne hinanden med at forbedre husene i slumkvarteret. Byggematerialer er så dyre, at det ville tage en fattig familie i Payatas ti år at få renoveret et enkelt hus mens de hen af vejen fik lidt penge til overs til træ, søm og cement. Lønnen som bygningsarbejder dækker langt fra, hvad det koster. Derfor har PBSP nu besluttet, at organisationen stiller materialer til rådighed, og så kan beboerne skiftes til at reparere hinandens huse. Den, hvis hus de arbejder på, har til gengæld til opgave at skaffe ris, så familierne ikke sulter, mens de arbejder gratis på renoveringsprojektet. 

 

Lønnen er den samme

   53-årige Rudolfo Ronando, som også har været igennem murer-træningen mener dog, at der også er ting, et certifikat ikke kan lave om på.

 

   - Det er lettere at få job og hjælpe hinanden, men vi får ikke højere løn. Arbejdsgiverne vil ikke betale mindstelønnen, selv om vi viser et certifikat, fortæller han.

 

   Den hårde konkurrence om jobbene betyder, at de færreste drister sig til at bede om mere.

 

   - Fordi livet er så svært for bygningsarbejdere, er det ikke en stor sag for os ikke at få mindstelønnen. Så længe vi får lidt til at familien kan overleve, klager vi ikke, siger Rudolfo Ronando.

 

   Ligesom langt de fleste af Payatas-beboerne har han og Rizaldy Barcelona gået meget lidt i skole. Det handlede i stedet om at komme ud og arbejde så hurtigt som muligt for at hjælpe med at forsøge familien. Men uden uddannelse bliver det som regel kun til små jobs som tjener, vagt, rickshaw-fører eller ufaglært bygningsarbejder – jobs, som figurer allernederst i hierarkiet.

 

   Når man aldrig har gået rigtigt i skole, giver det en helt speciel fornemmelse pludselig at kunne noget, mener Rizaldy Barcelona.

 

   - Jeg er blevet mere tilfreds med mig selv. Før i tiden, når folk spurgte mig om mit arbejde, sagde jeg, at jeg bare var en lav bygningsarbejder. Nu siger jeg, at jeg er certificeret murer, siger han.

 

Vandt konkurrence

   En af hans kollegaer påpeger, at Rizaldy Barcelona faktisk er så dygtig, at han vandt konkurrencen som kursets bedste murer. Bygningsarbejderorganisationen NUBCW og cementfirmaet Holcim, som leverer materialer til uddannelsen, fandt på at lave konkurrencen for at vise deltagerne, at de godt kunne være stolte af deres nye færdigheder. At det, de beskæftiger sig med, er værdigt – og at de ikke hører til nederst i hierarkiet. 

 

   Kun på den måde får man vilje til at udrette noget, er holdningen fra bygningsarbejderorganisationen. Da Rizaldy Barcelona efter mødet på det kommende fagforeningskontor viser sit hus frem, er der ingen tvivl om, at i hvert fald han har fået lysten til at udrette noget.

 

   Blandt de vakkelvorne og ustabile boliger i slumkvarteret, som for de flestes vedkommende består af et par tynde træplader og et bliktag, har han med egne hænder bygget et fint hus dekoreret med potteplanter, havelygte, støbejernsvinduer og lyskæde til at lyse op under taget. Alle materialerne har han fundet kasseret på byggepladser, han har arbejdet på. Det er hans stolthed – beviset på, at selv om han er født og opvokset i skyggen af en losseplads, så kan han noget, andre ikke kan.