Det er så let at råbe retssikkerhed

Regeringen er i den senere tid blevet kritiseret for at gå på kompromis med retssikkerheden i kriminalitetsbekæmpelsens navn. Men de sager, som har sat gang i debatten, er fyldt med paradokser og dilemmaer, som er svære at veje op mod hinanden. Justitsminister Lene Espersen (K) erkender, at hun endnu ikke har fundet den matematiske formel for retssikkerhed.

Af Eline Holm

   På advokatkontorer, universiteter og i menneskerettighedsorganisationer rundt om i landet bliver der rynket på næsen. En mimik, som i de senere år har sat sig grundigt fast i de kloge hoveders ansigter. Noget er forandret i Danmark, mener de – og ikke til det bedre.  

   Under den nuværende regering har en række nye eller ændringer til eksisterende love givet Politiets Efterretningstjeneste (PET) bredere rammer for, hvornår og hvordan de må indhente oplysninger om mistænkte. For nylig er det også blevet besluttet at oprette et hooligan-register, som politiet kan bruge til at bortvise potentielle uromagere fra fodboldkampe, selv om de endnu ikke er dømt for noget.

   Alt sammen er sket for at forebygge og bekæmpe kriminalitet i almindelighed og terror i særdeleshed. Danskerne hungrer efter tryghed, og politikerne leverer lovene, der skal gøre det muligt for politiet at give os det. Tilbage sidder forsvarsadvokaterne, professorerne og menneskerettighedseksperterne med en fornemmelse af, at vi i jagten på forbryderne lægger mindre og mindre vægt på et af retsstatens helt grundlæggende principper: Retssikkerheden.  

   De siger, at for hver en flig, vi ofrer af retssikkerheden, giver vi en lille smule køb på demokratiet. Og så har vi i virkeligheden gjort terroristernes arbejde overflødigt ved selv at gå deres ærinde, mener de.

   Debatten kom for alvor op i det røde felt, da to formodede terrorister i februar blev administrativt udvist af Danmark, uden at have fået deres sag prøvet ved retten. Udvisningen skete helt i henhold til loven. For når det handler om terror, har vi at gøre med oplysninger, der gælder statens sikkerhed. Oplysninger, som ikke er egnede til at nå hverken befolkningens eller de mistænktes ører, og derfor er ræsonnementet, at beviserne ikke kan lægges åbent frem i en retssag.  

   Det blev alligevel for meget for integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V). Hun udtalte i pressen, at hun ikke var begejstret for de paragraffer, hun som minister selv havde administreret. To måneder senere ændrede regeringen kurs med beslutningen om at nedsætte et embedsmandsudvalg til at se på reglerne omkring administrative udvisninger.

   Lene Espersen (K) erklærede sig enig i, at der var brug for at gå reglerne efter i sømmene. For stik imod den opfattelse, som nogle kritikere forsøger at fremstille af hende og regeringen i øvrigt, er hun ikke en benhård tromle, der med skyklapper for øjnene styrer Danmark mod demokratiets afgrund. Det forklarer hun fra kontoret i Justitsministeriet, som nu har hendes navn på døren på syvende år.    

   »Jeg lytter naturligvis til de advokater og menneskerettighedsorganisationer, som kritiserer reglerne. Det er jo ikke noget med, at regeringen ad bagveje er ved at udvikle Danmark til en politistat. Så jeg tager kritikken meget alvorligt, og organisationernes høringssvar indgår altid meget i mine overvejelser. Jeg er også villig til at ændre i de lovforslag, jeg lægger frem, så kritikerne bliver mere beroliget i forhold til den vej, vi går,« siger Lene Espersen.

   At hun er parat til at tilpasse lovforslag og tage fungerende regler op til overvejelse igen, mener hun ikke kun, hun har bevist med beslutningen om at lade et embedsmandsudvalg se på reglerne for administrative udvisninger. Også forslaget om at forebygge vold til fodboldkampe gennem et hooligan-register blev genovervejet, efter Advokatrådet og Institut for Menneskerettigheder kom med deres indsigelser.

   »Jeg blev kritiseret, fordi lovforslaget åbnede op for, at mistænkte kan få karantæne, inden de er dømt for noget. Men hvis registret skal have nogen som helst virkning, kan vi ikke ændre på den del af det. Borgerne vil ikke kunne forstå, at en person, som har udøvet vold ved forrige weekends foldboldkamp, render rundt på stadion igen weekenden efter. I stedet skærpede vi kravene til, at politiet skal have konkret viden om, at vedkommende er hooligan, ligesom politiet skal kunne retfærdiggøre mistanken om, at vedkommende vil begå vold igen. På den måde forhindrer vi, at reglerne rammer en tilfældig familiefar, som bliver fanget i optøjerne. Samtidig har vi åbent op for en særlig hurtig domstolsprøvelse, så den karantæneramte hurtigt kan få sin sag for retten,« forklarer Lene Espersen.

   Det ændrer dog ikke på, at lovforslaget giver politiet mulighed for at komme med sanktioner overfor personer, som ikke er dømt for noget endnu. Og det er netop Lene Espersens dilemma. Som landets øverste ansvarlige for at forebygge og bekæmpe kriminalitet, bevæger hun sig hele tiden i et grænseland, hvor det kan være svært at se, hvornår en lov forvandler sig fra et effektivt redskab til noget, der går retssikkerhedsmæssigt over stregen.

   »Det er meget svært at finde balancen. Begge parter – politiet på den ene side og advokaterne på den anden side – vil typisk holde fast på deres synspunkter og være meget uvillige til at gå på kompromis. Spørgsmålet er så, hvem man skal lytte til. Jeg vælger at forsøge at dele sol og vind lige. Men jeg kan ikke stille alle tilfredse,« siger Lene Espersen, som tilføjer, at et godt pejlemærke for, om et lovforslag er i orden, er både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet støtter det.

   Hvis der er bred opbakning, tager Lene Espersen det som et udtryk for, at der er blevet taget hensyn til ydersynspunkterne. Og bred opbakning – det har der været til de fleste af de lovændringer, der har tændt op under retssikkerhedsdebatten i medierne. Politikerne har været så ivrige efter at lovgive på området, at de er blevet beskyldt for at løbe efter en folkestemning ved at haste uigennemtænkte lovforslag igennem. Love, som vi ifølge kritikerne kan komme til at fortryde bitterligt, når virkningen den politiske handlekraft viser sig i praksis. Lene Espersen mener dog, at forestillingen om lynhurtig gennemtrumfning af love er overdrevet.

   »Retspolitik og bekæmpelse af terror står meget højt på den politiske dagsorden, så det er rigtigt, at alle kæmper om at sige noget fornuftigt på de områder. Men vi går alle lovforslag meget grundigt efter i sømmene, og de kritiske høringssvar har en lang behandlingstid. Så jeg føler, at vi er godt dækket ind med hensyn til at høre kritikkerne,« siger Lene Espersen.   

   Den brede politiske opbakning gælder også antiterrorloven, som blev behandlet i 2002 og igen i 2005. Med antiterrorloven har politikerne blandt andet forsøgt at gøre det mindre besværligt for PET at få adgang til at aflytte mistænktes telefoner og at indhente oplysninger, som efterretningstjenesten kan bruge til at forebygge terror. For eksempel skulle PET tidligere indhente en dommerkendelse for hver eneste telefon, der skulle aflyttes. I dag kan PET med én dommerkendelse i hånden aflytte alle de telefoner, den mistænkte kan tænkes at bruge – også mormorens, vennens og grønthandlerens nede på hjørnet. Kritikere peger på, at dette mere ligner overvågning end efterforskning.

   Men justitsministeren forsikrer, at PET ikke aflytter flere personer end tidligere – politiets arbejde er bare gjort nemmere.

   »Vi har erkendt, at vi lever i en moderne tid, hvor folk skifter mellem mange telefoner. Derfor ville PET helt sikkert få dommerkendelser til alle de telefoner, de bad om under de gamle regler. Så antallet af aflytninger er det samme. Den eneste forskel er, at PET nu skal indhente én i stedet for seks dommerkendelser,« siger Lene Espersen. 

   Når det gælder adgangen til flyselskabernes passagerlister går loven et skridt videre. Her er reglerne blevet ændret, så politiet uden dommerkendelse kan få udleveret oplysninger, som PET kan bruge til at analysere sig frem til, om nogen rejser i rutefart frem og tilbage fra et land mistænkt for at udklække terrorister i træningslejre.

   Institut for Menneskerettigheder og Retssikkerhedsfonden har stillet sig meget kritisk over for, at man på den måde giver PET flere beføjelser men fjerner princippet om domstolskontrol.

Lene Espersen peger her på, at både et hemmeligt udvalg i folketinget og det såkaldte Wamberg-udvalg, hvis medlemmer betragtes som upolitiske, fører løbende kontrol med PET’s registreringer og metoder.

   Kritikerne er dog ikke tilfredse med det, men ser gerne, at oplysningerne bliver lagt åbent frem, så befolkningen selv kan vurdere, om grundlaget for en udvisning eller en dom er i orden. Det ville styrke tilliden til PET’s arbejde, lyder det. Men når det angår terrorsager, vil dette aldrig komme til at ske, mener Lene Espersen.

   »Problemet er, at hvis vi skal bekæmpe terror, kan vi ikke gøre det efter de regler, som politiet normalt arbejder ud fra. For hvis alt skal lægges åbent frem for den mistænkte i en retssag, så ville PET blive nødt til at videregive oplysninger, som kom fra andre efterretningstjenester. Og så kan vi være sikre på, at vi aldrig mere får nogle oplysninger derfra. Desuden risikerer kilden til oplysningerne at blive slået ihjel, så snart informationen kommer ud,« siger justitsministeren.

   Hun klandrer desuden sine kritikere for at råbe op uden at komme med konkrete løsningsforslag.

   »Jeg synes ind imellem, vi ser en lidt unuanceret tilgang til de her spørgsmål. Det er så nemt at stå på sidelinjen og råbe retssikkerhed, men der er så mange paradokser i de her sager. Derfor er det forkert, at aktørerne fremstiller det som om det er sort og hvidt, og at der er en nem løsning. Hvis alt skal være åbent, så er der ikke nogen terrorbekæmpelse,« konkluderer Lene Espersen, som har gjort sig én ting klart:

   I spørgsmål om retssikkerhed findes der ingen idealløsninger.