Mor i fire generationer

Fire markante kvinder fra hver sin generation fortæller om deres livs største ansvar: at være mor. Mød dj Le Gammeltoft, tv-vært Mette Vibe Utzon, politiker Lone Dybkjær og gymnastiklærerinde Kit Kruse.

2010’erne

Le Gammeltoft, 34, mor til Anna Filippa på fire måneder. Cand.mag. i engelsk og arbejder som dj og radiovært. Stifter og ejer af pladeselskabet Sound of Copenhagen, som har til formål at udbrede kendskabet til mindre navne på den danske, elektroniske musikscene. Sound of Copenhagen Vol. 9 er netop udkommet.  

Mit liv før handlede om fest og karriere

Tvivl I begyndelsen af min graviditet blev jeg i tvivl om alt. Ville jeg overhovedet have børn? Skulle det være med Jesper? Mine venner med børn talte altid om, hvor hårdt det var – at man aldrig får sovet, mister sin frihed, og at parforholdet går ad helvede til. Og så kom det lige i en bisætning: ´Men det er også helt fantastisk`. Jeg tænkte ´gud, det ved jeg virkelig ikke, om jeg vil!`.

Ensomhed Jeg havde meget svært ved at forene mig med billedet af den dér ammende mor. Det var meget langt fra den Le, jeg var. Jeg har brugt meget tid på at opbygge en arbejdsidentitet, og mit liv før handlede om fest, karriere, sociale begivenheder, frihed – hvem skulle jeg så være, når jeg blev mor? Da jeg blev gravid, blev jeg pludselig ikke inviteret så meget ud mere. Det var ensomt at gennemgå den livstilsændring, uden at der var et pay off i form af et barn endnu. Og selv om jeg var træt af festen, ville jeg jo stadig gerne inviteres.

Kærlighed Så snart jeg så Filippa, forstod jeg det. Hun havde kridhvidt hår og var helt skæv i ansigtet, da hun kom ud. Men jeg syntes bare, hun var så yndig. Hun blev født klokken 23.20, og hele den første nat på hospitalet sov jeg slet ikke. Jeg lå bare og kiggede på hende i den lille plastikvugge – holdt øje med, om hun trak vejret, om dynen rykkede på sig. Det lyder som sådan en kliché. Men den hundrede procent ubetingede kærlighed er helt vanvittig.

Nærhed Da Filippa var et par måneder, spillede en meget anerkendt dj i København, og jeg havde aftalt med Jesper, at han skulle tage Filippa den aften. Jeg havde virkelig glædet mig. Men så var hun bare pylret og morsyg den dag. Jesper sagde ´tag nu af sted` - men jeg havde pludselig ikke lyst.

Mening Folk spørger, om vi ikke skal have et babyhøreværn, så vi kan tage Filippa med til koncerter. Men nej, det skal vi ikke. Dem dér, der helt hysterisk slæber deres små babyer med på Roskilde Festival, bare for at bevise at de ikke har forandret sig. Det gider jeg ikke. Når jeg kigger på Filippa, giver det mening at blive hjemme. Det er ikke længere ensomt, for nu har jeg jo hende.

Klarhed Det er nok lidt barnligt og selvoptaget, at jeg før tænkte så meget over, hvem jeg selv var. Det bunder i en usikkerhed. Men måske er det ikke vigtigt. Måske skal man bare være den, man er. Jeg er jo stadig Le, selv om jeg har fået et barn.        

-------

1990’erne

 

Mette Vibe Utzon, 50, er mor til Emilie, født 1992, og Amanda, født 1996. Studevært på TV2 News. Tidligere vært på en række DR-programmer som Horisont, Debatten og Søndagsmagasinet. Forfatter til portrætbøgerne Førstedamer og Ikon – journalistikkens førstedamer.

 

Jeg tog det lidt for alvorligt at blive mor 

 

Egoisme Jeg troede, at jeg skulle dø for en kugle i en eller anden borgerkrig som krigsjournalist. Men det blev jeg nødt til at pakke væk, da Emilie kom dumpende. Det var ikke svært, for det med at blive mor kom til at fylde enormt meget– og jeg havde så godt af at mærke, at der var noget, der var vigtigere end mig selv. Det er jo helt banalt det, det hele handler om: At man sætter noget andet før sig selv.

 

Fornuft Det var helt nyt land at blive mor. Jeg havde læst hyldemeter af bøger om det, men jeg lyttede for lidt til min egen intuition – for jeg synes ikke rigtig, jeg havde nogen. Da Emilie blev født, brugte man stadig amme-skemaer. Så krydsede jeg af: Venstre bryst, højre bryst, så og så mange gange på en dag. Når hun skreg, tænkte jeg ´hun kan ikke være sulten`. Det passede ikke med skemaet! Det resulterede i, at amningen gik i smadder. Heldigvis havde jeg en god sundhedsplejerske, som sagde ´enten ligger du dig ned og ammer i 14 dage, ellers dropper du det`. Så stoppede jeg. Emilie blev mæt – og jeg reddede min forstand!

 

Krav Jeg havde det svært med alle de krav, der var til, hvordan man skulle være overfor sine børn. Indtil start 90’erne havde der været Sigrid Riise og Bogen om Barnet, og det var ligesom det. Nu kom der pludselig en meget bevidst generation af forældre. Alt skulle gøres så korrekt, og alle skulle være så enige. I børnehaven var der en anden forælder, der blandede sig i, at Emilie havde fået lov til at se Klokkeren fra Notre Dame – nu ville hans datter også have lov, og hvordan skulle han så forklare hende, at hun ikke måtte?! Jeg havde svært ved at se, hvorfor det var noget, man skulle blive enig med hele forældrekredsen om.

 

Oprør Jeg flippede på et tidspunkt, da børnenes far havde været til skoletandlægen med en af pigerne. Han kom hjem og sagde, at det så fint ud ´men vi skal altså børste i cirkelrunde bevægelser, Mette!`. Der fik jeg nok og sagde bare ´nej – jeg vil ikke!`. Det var svært nok at få børstet de tænder i forvejen, og nu kom der én og sagde, at måden, vi gjorde det på, var forkert!  

 

Eftertanke Jeg tog det nok lidt for alvorligt at blive mor. Hvis jeg kunne få årene med mine børn igen, da de var små, ville jeg gerne gå til det med en anden ubekymrethed. Det med de cirkelrunde bevægelser kom til at fylde for meget. Jeg var så bange for at komme til at gøre noget forkert, at jeg ikke kunne overskue at gå ud at have det sjovt. Jeg gik ikke ned i gården og spiste, fordi ´uh nej, det er så bøvlet, og så kommer børnene for sent i seng`. Det er jo ikke fordi, man skal tage på Roskilde Festival i en uge, koste hvad det vil – men jeg kunne godt have haft det lidt sjovere OG været en god mor. For jeg var i bund og grund en god mor. Men jeg tror, jeg snød mig selv – og hele familien – for en masse glæder ved ikke bare at give slip og flyde lidt med.

 

-----

 

1970’erne

 

Lone Dybkjær, 72, er mor til Lotte, født 1970, og Mette, født 1973. Uddannet civilingeniør og blev valgt ind i Folketinget for Det Radikale Venstre i 1973. Miljøminister i KVR-regeringen og medlem af Europaparlamentet fra 1994 til 2004. I 2009 meddelte hun, at hun ikke ville stille op til næste valg. Gift med forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S).  

 

Jeg var syg af savn

 

Ligestilling Jeg havde mine betænkeligheder ved at få børn. I begyndelsen af 70’erne var det ikke så enkelt at fortsætte karrieren, efter man blev mor – kvindefrigørelsen slog først for alvor igennem ti år senere. Derfor stillede jeg som betingelse til min mand, at han skulle tage halvdelen af arbejdet med børnene. Sådan blev det. Engang, da han skulle på forretningsrejse, sagde Lotte: ´Hvad så med maden, mor?`.

 

Splittelse Da vi blev skilt i 1978, var der ikke noget, der hed fælles forældremyndighed. Jeg kunne sikkert have fået begge børn, men det var ikke rimeligt. Børnenes far havde jo været ligeså meget tilstede. Så for at holde balancen, fik vi forældremyndigheden over hver sit barn. Da jeg skrev under på, at jeg ikke længere havde forældremyndigheden over mit ene barn, føltes det som om, jeg fik en arm hugget af. Det er den værste underskrift, jeg nogensinde har sat.

Overgang Vi holdt børnene sammen i praksis. De blev boende i vores hus i Hørsholm, og så flyttede min eksmand og jeg ind og ud på skift. Det var et eksperiment for at se, hvad der var bedst for børnene – ikke for os.

Afsavn Et år boede jeg ikke sammen med mine børn. Det var et rædselsår. Jeg fik lungebetændelse, høj feber og bronkitis og kunne ikke komme fri af det. Jeg var simpelthen psykisk og fysisk nede af savn over de børn. Jeg besøgte dem, og de kom på besøg hos mig, men det var ikke nok. Det ikke at sove med dem, vågne med dem, være en del af deres liv. Det var fuldstændig uholdbart for mig. Det løste sig, da min eksmand etablerede sig i et nyt forhold. Så flyttede børnene til København med mig. Den dag i dag ved de ikke, hvem af os, der fik forældremyndigheden over hvem. Når de har spurgt til det, har jeg sagt ´det kommer ikke jer ved`. For vi måtte foretage et valg. Det førte til, at jeg politisk kæmpede for at få indført fælles forældremyndighed. Det kom først på plads mange år senere, men vi var nogle af de første til at få det.

Balance Jeg havde altid dårlig samvittighed over for mine børn. Dengang var arbejdet i Folketinget overhovedet ikke tilrettelagt under hensyntagen til, at folk havde familier. Jeg kunne ikke være der hele tiden, men jeg sagde til mine børn, at jeg altid ville komme, hvis de bad mig om det. På et tidspunkt testede den yngste mig. De ringede fra skolen og sagde, at Mette havde ondt i maven. Så jeg smed, hvad jeg havde i hænderne, og tog hjem til hende. Og så havde vi en fantastisk eftermiddag, hvor vi omplantede alle potteplanterne i lejligheden. Der var ikke noget i vejen med hende. Det blev ikke prøvet mere, for nu vidste de, at jeg kom, hvis de kaldte.

Accept Jeg gjorde det så godt som muligt i al min ufuldkommenhed. Men altid med kærlighed.

-------------

Mor i 1950’erne

Kit Kruse, 85, er mor til Lars, født 1954, og Bo, født 1960. Hun er cand.mag. i idræt og har dyrket gymnastik på eliteplan og danset ballet på det Kgl. Teater. Har arbejdet som gymnastik- og balletlærer i mere end 60 år og underviser stadig på Universitetets Studenter-gymnastik i København. Bogen Livet skal strækkes og bøjes er skrevet på baggrund af Kit Kruses liv.

Jeg ammede min søn – og én, der hed Per

Ankomst Jeg var én af de første i landet, der gik til fødselsforberedelse. Jeg havde fået at vide, at når jeg fik veer, ville der gå lang tid, inden jeg fødte. Så da veerne kom, ringede jeg til Bellevue Teatret og bestilte en yderplads, og så gik min mand, Jørgen, og jeg ind og så Show Boat. Det var til syv-forestillingen, og klokken 23.10 blev Lars født.

Sammenhold Mine forældre skaffede en halvanden værelses-lejlighed i Jagtparken i Charlottenlund. Lars boede på det lille værelse, og Jørgen og jeg sov på en udtræksseng i stuen. Mine forældre ville give mig lommepenge, men det ville Jørgen ikke høre tale om, for vi skulle klare os selv. Jeg var nødt til at arbejde – men jeg kunne heller ikke undvære det. I min svigermors omgangskreds var de dødforargede og sagde: ´Hvorfor i alverden render det pigebarn sådan rundt, mens Jørgen passer barnet!`. Det var min svigermor klog nok til ikke at fortælle mig før mange år senere.

Overlevelse Seks uger efter fødslen vendte jeg tilbage til Sønderjyllandsskolen, hvor jeg underviste i svømning, gymnastik, tysk og dansk. Hver dag afleverede Jørgen barnevognen hos min mor. Hun gav Lars sutteflasker med min mælk. Jeg havde så meget, at jeg kunne amme fire børn. Det, jeg havde tilovers, solgte jeg til Fuglebakkens Børnehospital. Jeg havde sådan et gummiforklæde med to huller til barmen og en tragt, der sad fast, og så trykkede og masserede jeg mælken ned i en beholder. Jeg fik mere for én liter modermælk, end jeg fik i timen som lærerinde.

Hjerterum En veninde fik barn samtidig med mig. Hun havde ikke mælk nok, og hendes søn, Per, fik dårlig mave af den mælk, man gav spædbørn dengang – komælk blandet op med vand. Så jeg tilbød, at han kunne få hos mig. De boede lige i nærheden af skolen, så i frikvarteret løb jeg over gaden og ammede Per. Jeg syntes ikke, det var noget særligt. Jeg ville bare gerne hjælpe, hvor jeg kunne.

Altruisme Jeg syntes ikke, det var svært at blive mor. Det var vidunderligt! Tænk at sådan et lille væsen var afhængigt af én. Engang havde jeg gået og sparet op til et par slacks, jeg havde set i et vindue på Ordrupvej. Endelig havde jeg fået skrabet pengene sammen, og jeg cyklede med Lars bagpå ned til butikken. På vejen så vi en trehjulet cykel i et butiksvindue – Lars var helt vild, så den kom med hjem i stedet. Jeg fik aldrig de slacks. Men det gjorde ikke noget.

Videre Vi ville gerne have et barn mere, da Lars var et par år. Men jeg blev ikke gravid. Jeg var utrolig ked af det og følte, at jeg var helt forkert – for dengang var man helt forkert, hvis man ikke fik børn! Jeg blev sendt op til Elskovs-Madsen, en læge på Gentofte Hospital. Han sagde, at jeg sikkert havde været gravid mange gange, men at jeg havde ´hoppet det af mig`. Så holdt jeg en pause med gymnastikken. Tre måneder senere var jeg gravid med Bo.