Få hul igennem til junior

Du beder dit barn om at tage sko på (for 117. gang). Hun stirrer blankt ud i luften og fortsætter med at pille sig i navlen. Der er ingen kontakt! Forstå, hvorfor du ikke bliver hørt – og lær at trænge igennem til junior.

Dit barn sidder i nattøj på sit værelse. Du giver hende en bunke tøj og besked om at tage det på. Ingen respons. Efter et par gentagelser får du endelig et ´Ja, ja.` Super – hun er i gang! Men da du fem minutter senere kigger ind på værelset, ligger tøjet stadig sirligt foldet ved siden af hende – mens hun sidder i underbukser og mingelerer ved en legetøjsbil. Hvad sker der?! Det er jo samme rutine hver eneste morgen, så hvorfor tager hun ikke bare det tøj på, når du siger det?

   Ind imellem kan du føle det, som om junior befinder sig på sin helt egen planet, når hun overhører mest de simple beskeder og hele tiden bliver distraheret midt i det, hun var i gang med. Og faktisk er det ikke helt forkert. Ifølge marte meo terapeut Else Buhl, som rådgiver forældre i at få bedre kommunikation med deres børn, befinder børn og voksne sig nemlig i hver sin tidszone.

-          Dit barn lever i nutiden, mens du lever i fremtiden. Du er optaget af, at I skal igennem morgenens program, så I kan komme af sted til børnehave og arbejde. Men dit barn er optaget af det, der sker her og nu, så selv om hun mener det i øjeblikket, når hun siger ´ja` til at tage tøj på, så er det glemt, hvis hun får øje på et stykke interessant legetøj, forklarer Else Buhl og understreger, at det ikke nytter at blive sur og irriteret.

Dit barn tænker ikke fornuft

Det er ikke for at genere dig, at dit barn ikke gør opgaven færdig – men fordi hendes hjerne ikke er udviklet til at holde fast i det, hun er i gang med. Samtidig har hun slet ikke evnen til at forstille sig, at hvis hun ikke tager tøj på nu, så bliver morgenmaden forsinket, og så kommer I for sent ud af døren, og så, og så... Det er en fornuft, du først kan forvente, at din datter kan følge i seks-syvårsalderen – og et års tid senere, hvis du har en dreng.

   Else Buhl minder samtidig om, at hele barndommen er en læreproces, hvor du træner dit barn i at begå sig her i verden. Og det tager tid! Du bliver måske småirriteret, når du hver aften skal sige ´luk munden op`, når du står klar med tandbørsten – for burde hun ikke kunne det efter fem år? Nej, ikke nødvendigvis – for hun er ikke optaget af, at hun skal have børstet tænder, og derfor skal samme besked gives rigtig mange gange, før den sidder fast.

-          Du kan ikke forlange, at dit barn skal kunne tænke logisk. Det er ikke logik for hende, at hun først skal tage én strømpe på og så den anden. Hun skal op i seks-syvårsalderen eller senere, før hun har lært det helt, forklarer Else Buhl, som opfordrer dig til at anerkende, når det ind imellem går som smurt, mens du ignorer de gange, hvor det glipper.

   På den måde viser du hende, hvad hun skal i stedet for at flytte fokus over på det, hun ikke skal. De dage, hvor hun er træt og uoplagt, og tingene går i kage, kan du roligt give hende en hjælpende hånd – også selv om du har et princip om, at hun skal kunne selv. Hun skal nok lære det!

Skab kontakt

Else Buhl oplever, at vi forældre ind imellem glemmer at sikre os, at der er etableret forbindelse, før vi sender en besked af sted. Hvis dit mål er at blive hørt, er det en rigtig dårlig ide at råbe ´tag din tallerken ud fra bordet`, mens du står med ryggen til og fylder opvaskemaskine. Øjenkontakt i sig selv er heller ikke nok. Du skal sikre dig, at der rent faktisk er kontakt.

-          Det gælder om at få dit barns opmærksomhed rettet mod dig, og det er ikke nok, at du kigger på hende. Du skal gå helt hen til hende, sætte dig ned i øjenhøjde og lægge en hånd på hendes skulder. Så er du nærværende, og hun er klar til at høre, hvad du har at sige.

Keep it simple

Tænk også over hvordan du afleverer beskederne. Ofte affyrer vi voksne en hel kaskade af ordrer mod vores børn, og så står de af. Siger du for eksempel ´børst dit hår, find din taske og tag sko på`, taler al sandsynlighed for, at det kun er det sidste, du sagde, der trænger ind på lystavlen. En anden kommunikationsmæssig brøler, er, når du kommer til at formulere dig i spørgsmål.

-          Det ligger i vores kultur, at vi taler på den måde, fordi vi gerne vil være imødekommende og venlige. Men dit barn bliver frustreret, når hun oplever, at du spørger ´kan du lukke døren?` selv om der ikke er et valg, forklarer Else Buhl.

   De mange spørgsmål og beskeder, som junior bliver bombarderet med, stresser – og derfor lukker hun ind imellem ned for din talestrøm. Hun hører en masse ord – men hun hører ikke efter. Else Buhl vil derfor have dig til at forenkle dine budskaber og at være helt konkret. Et barn, der står i nattøj og får besked på at ´tage tøj på` vil tænke ´jeg har da tøj på!`. Derfor må du koge dit budskab helt ind til benet. Hvad skal hun gøre først? Hun skal tage nattøjet af!

Tal til krop og sanser

Som voksne taler vi generelt i mange abstrakte koncepter, som et lille hoved slet ikke er udviklet til at forstå. For eksempel giver det ikke mening, når du siger ´ryd op` – for hvad betyder det? Gør det i stedet konkret og appellerende ved at sige ´så skal bilerne køres på plads i garagen`.

-          På den måde skaber du et billede i dit barns hovedet af det, hun skal – og så er hun pludselig med, siger Else Buhl, som også opfordrer dig til at bringe dit barns sanser i spil.

   Vil du have hende til at tage blusen af, så hiv lidt i hendes ærme, samtidig med at du siger ´du skal tage blusen af`. På den måde snakker du til hende med både ord og krop, samtidig med at du retter hendes opmærksomhed mod det, du vil have hende til.

Bliv i situationen

En anden forhindring i forhold til at trænge igennem til dit barn kan være, at hun ganske enkelt ikke har lært at koncentrere sig. En evne, som trænes gennem nærvær og tilstedeværelse fra dig. Bliver jeres samvær hele tiden afbrudt, fordi du liiige skal svare på en sms eller følge med i en tv-udsendelse, er der ikke noget at sige til, at hun har lidt svært ved at holde fokus. 

-          Du lærer hende kun at blive i en situation, hvis du selv gør det samme. I stedet for at sætte hende til at tage tøj på, mens du forsvinder ud i køkkenet, så bliv hos dit barn og gør det til en stund med hygge og ro. I kan for eksempel tage tøj på sammen, anbefaler Else Buhl, som godt er klar over, at tid er en mangelvare i børnefamilier, især om morgenen.

   Men netop tilstedeværelse og nærvær er så vigtigt for kommunikationen med dit barn, så tænk over hvordan du kan skrue tempoet ned i hverdagen. I kan for eksempel stå lidt tidligere op. Ja, du er træt. Men overskuddet kommer helt sikkert igen, når du oplever, at du kommer lidt tættere på den planet, dit barn svæver rundt på.

[BOKS]

Bliv hørt! …ekspertens bedste råd

Skab kontakt. Gå ned i øjenhøjde med dit barn og læg en hånd på hendes skulder. Så er hun klar til at modtage en besked.  

Sig præcis, hvad du vil have. Undgå upræcise formuleringer som ´gå op og gør dig klar til at sove`. Hun ved slet ikke, hvad du mener! Tag én ting af gangen og start med: ´Jeg vil gerne have, at du finder dit nattøj`.   

Anerkend, når det lykkes. Sig ´hvor var det dejligt, at du kom, lige da jeg kaldte!`. Det flytter fokus over på det, hun skal – og hun får lyst til at gøre det en anden gang.   

Tal i billeder. ´Så er der mad` lyder abstrakt og kedeligt – men prøv ´så er der frikadeller!`. Det taler til sanserne og danner billeder.

Tal med kroppen. Akkompagnér beskeden ´sæt dig ned på numsen` med et lille klap bagi. Det retter fokus mod det, du vil have.   

Undgå spørgsmål. Erstat ´kan du tage din tallerken ud?` med ´jeg vil gerne have, at du tager din tallerken ud i køkkenet`. For det er ikke et spørgsmål!

Vær nærværende. Når du har sat dit barn til at tage tøj på, så bliv hos hende og guide hende igennem processen. Det giver tilstedeværelse og ro, samtidig med at hun lærer at blive i en situation og at koncentrere sig om en opgave.

-------------

Artikel 2

Dagbog: Virker de gode råd på Liva?

Liva er fra Mars og hendes mor er fra Venus. Det har journalist Eline Holm i hvert fald tit på

fornemmelsen, når hun (forgæves) forsøger at få ørenlyd hos datteren. Hun afprøvede ekspertens råd til bedre kommunikation i en uge.   

Dag 1: Kontakt, tak!

Liva løber ud i haven på bare fødder. Hun vil stå på løbehjul – nu! Per refleks råber jeg (lidt forurettet) ´Liva, du skal have sko på!`. Hun ved det jo godt! Men jeg kan jo se, at hun er så opsat på at komme i gang, at hun totalt overhører min kedelige formaning. Den gamle vane med at råbe ordrer til hende er bare svær at ryste af. Nå, det var jo dét dér med at skabe kontakt: Jeg går hen og tager hendes hånd og siger ´du tager sko på, og så finder jeg løbehjulet`. Hun sukker, men lidt efter kommer hun løbende – i strålende humør og med sko på. Succes!

   Senere leger hun restaurant, hvilket tydeligt ses på gulvet. Som regel er der ingen respons, når jeg opfordrer til oprydning, og tit ender det med, at jeg gør det selv. Men det skal være løgn! Livas blik flakker noget, da jeg siger, at hun skal rydde op. I stedet foreslår jeg, at vi gør det sammen. Et øjeblik famler jeg efter noget, der kan gøre opgaven mere appellerende. ´Vi skyder på mål efter kassen med legemad!` hører jeg så mig selv sige. Jeg kan nærmest se lyspæren blive tændt over hendes hoved – hun er straks med, og vi tilbringer ti hyggelige minutter med at kaste med legetøj. Nærvær og oprydning hermed klaret!

Dag 2: Ud med principperne

Ved morgenbordet synger ungerne Bølle Bob, og Liva vil høre sangen. Situationen med to syngende børn er så nuttet, at jeg ikke kan modstå og finder sangen på Youtube. Belært af erfaring har vi ellers en regel om ingen tv eller iPad på hverdagsmorgener – for børnene er umulige at få kontakt med, når der er tegnefilm eller spil i farvandet.

   Ganske rigtigt er Liva lost, så snart hun får iPad’en mellem hænderne – og hun har ikke tøj på endnu. Jeg dropper derfor princippet om, at hun selv skal klæde sig på. Det er jo ligesom min egen skyld, at hun blev iPad’ificeret. Jeg hjælper hende i tøjet og lader hende se et sidste klip, inden vi går. Alle er glade.

Dag 3: Det er ikke et spørgsmål!

Krise ved sengetid: Lillebror skriger, fordi han ikke vil sove. Jeg falder tilbage i en gammel, dårlig vane og halv-råber gennem larmen ´Liva, vil du tage tøjet af?`

   Spørgsmålet ligefrem skærer i mine ører – for det første, fordi jeg har opmærksomheden et helt andet sted, og for det andet fordi det ikke er et spørgsmål! Utroligt nok trækker hun alligevel kjolen af. Kun for at dukke op ved puslebordet, stadig iført gamacher og nu med Draculatænder. Øv, nu var hun lige i gang! Jeg skal lige til at irettesætte hende, da det går op for mig, at hun bare prøver at få Hector i godt humør ved at vise farlige bisser. Sødt. Hun får lov at lege lidt, og så sætter jeg mig på hug, trækker i gamacherne og beder hende om at tage dem af. Vupti – hun er klar til seng.

Dag 4: Sig det med kroppen

Næste morgen begynder forrygende: Jeg har succes med at få Liva til at rede sit hår ved at lægge børsten i hendes hånd og give hende et klap på hovedet, mens jeg siger: ´Jeg vil gerne have, at du reder dit hår.`

   Jeg kan virkelig mærke, hvor meget det betyder, at jeg viser med kropssproget, hvad det er, hun skal gøre – og at jeg husker at få kontakt, før jeg udstikker en opgave. Det er tydeligt, at hun tager mig mere alvorligt, når jeg ikke bare er en fjern stemme, der råber noget til hende, men at jeg rent faktisk er til stede.

Dag 5: Slut med ´den sure dame`

Om eftermiddagen hygger vi med boller. Bagefter flyder det med tallerkener på køkkenbordet, men jeg har Hector på armen og ingen hænder fri. Jeg beder Liva om at åbne opvaskemaskinen, og den lille opgave kan hun åbenbart godt overskue. ´Tag din tallerken og stil den ned`, prøver jeg. Bingo. ´Prøv at finde en plads til glasset. Det er lidt ligesom et puslespil`, forsøger jeg. Snart har hun fyldt hele opvaskemaskinen – helt uden det verdensfjerne blik i øjnene!

   Jeg føler det lidt som et bagholdsangreb, for hvis jeg havde sagt ´jeg vil gerne have, at du hjælper med at sætte tingene i opvaskemaskinen` havde jeg været luft. Men hvorfor gøre tingene uoverskuelige og kedelige, når de kan være nemme og sjove? Jeg kan mærke, at jeg får overskud og bliver motiveret til at få hende til at deltage mere, når jeg tager den muntre vinkel. Hvorimod jeg bare føler mig som en sur dame, når jeg tager ´du skal hjælpe mig, for jeg gider ikke gøre det hele selv`-vinklen.   

Dag 6: Tid til nærvær

Vi skal ud af døren, men Liva har ikke tisset her til morgen. Jeg tager hendes hånd og siger ´kom, du skal med mig ud at tisse `. Den gamle mig ville have sendt hende derud alene (hun kan jo godt selv!), men den nye mig går med.

   Jeg sætter mig på en skammel, og vi får en god snak om den gulerodssuppe, Liva fik til frokost i går. En lille stund med nærvær og hygge, som ellers er en sjældenhed om morgenen hjemme hos os. Det er en god fornemmelse at sende hende af sted med følelsen af, at jeg har givet mig tid til hende.

Dag 7: Ord der fænger

Da vi skal spise, er Liva dybt optaget af en leg. Der er frikadeller på menuen, så det ligger lige til højrebenet at afprøve Else Buhls råd: Jeg udskifter det kedelige ´så er der mad` med det konkrete og sanselige ´så er der frikadeller!`.

   ´Hvor?!`svarer Liva og kommer styrtende. Det sker ikke så tit! Note to self: Sanselige, konkrete ord fænger!

   Bagefter husker hun helt af sig selv at bære sin tallerken ud fra bordet. Det gjorde hun ikke i går, hvilket jeg lod passere (ekspertens råd, jo!), men nu roser jeg hende for at have husket det. Det er rart at fokusere på det positive i stedet for det negative, og hendes lille smil siger mig, at hun sætter pris på opmuntringen.

Hvordan gik det?

   Ugen er slut, og jeg synes, jeg er kommet langt. Især har det været en aha-oplevelse at få nærvær og tilstedeværelse ind i dagens små opgaver, som jo alligevel skal klares. Det hele glider nemmere, når jeg tager mig tid til at være sammen med Liva i situationen, i stedet for at styrte rundt og klamre mig til princippet om, at hun skal klare det selv. Jeg har også opdaget, hvor svært det er at slippe vanen med at råbe beskeder fra den ene ende af stuen til den anden – og at lade være med at formulere mig i spørgsmål. Men det gør en kæmpe forskel, når jeg gør det ´rigtigt`. Det vil jeg arbejde videre på!  

Artikel 3

Hvad sker der i dit barns hjerne?

Dit barn kan forstå hvad du siger. Men faktisk kan hun ikke gøre for, at hun ikke altid gør som du siger – det er hendes hjerne ikke klar til! Tag et kig ind i dit barns hoved.

Dit barns hjerne kører på ét spor ad gangen. Det betyder, at hvis hun er i gang med Lego-klodserne, når du siger ´du skal børste tænder` er din stemme kun baggrundsstøj. Hun skal helt op i otte-ti årsalderen, før hendes hjerne har kapacitet til at være opmærksom på flere ting ad gangen – altså at multitaske på samme måde, som du kan.

Rutinerne ligger ikke ´på lager` endnu. Når dit barn er i gang med at tage sko på og bliver distraheret ved synet af et stykke legetøj på gulvet, kan det skyldes, at rutinen ikke er indlært som et automatiseret mønster endnu. Nogle rutiner – som for eksempel det at gå – bliver meget tidligt ´lagt på lager` i lillehjernen. Det vil sige, at dit barn i en tidlig alder kan gå, uden at tænke over det, og samtidig rette sin opmærksomhed et andet sted hen. Men mange dagligdags rutiner – som for eksempel at tage sko på – skal gentages igen og igen, før de på samme måde bliver automatiserede.  

Hjernehalvdelene arbejder ikke optimalt sammen endnu. Når din kæreste spørger dig, om du vil dække bord, opfatter din ene hjernehalvdel ordene, mens den anden halvdel visualiserer handlingen. Du er straks med, fordi dine to hjernehalvdele samarbejder via hjernebjælken. Hos dit barn er hjernebjælken ikke fuldt udviklet endnu, og derfor er dine ord alene ikke altid nok til, at hun opfanger opgaven. Derfor hjælper det, at du samtidig viser hende, hvad hun skal gøre.

Hjernens ´direktør` er ikke flyttet ind endnu. Forrest i dit barns hjerne sidder det, der kaldes pandelapperne. De fungerer som en slags direktør, der styrer hele hjernen ud fra de erfaringer, den har samlet sammen. For eksempel kan direktøren fortælle hjernen, at ´hvis du ikke tager tøj på nu, kommer vi for sent ud af døren`. Men pandelapperne modnes sent og langsomt – og derfor er dit barn ikke i stand til at tænke i fremtidsscenarier og lægge planer ud fra tidligere erfaringer. I fire-fem årsalderen begynder direktøren dog i højere grad at ´tage notater` og opsamle erfaringer at bygge videre på.

Følelser kommer før fornuft. Dit barn husker sikkert som en ørn, hvis du har lovet hende en is, mens hun gang på gang glemmer at hænge sin jakke på plads. Isen er forbundet med behagelige følelser, sender impulser dybt ned i hjernen – lige over det, der kaldes krybdyrhjernen, hvor de medfødte instinkter opbevares. Positive følelser motiverer dit barn voldsomt, så alle afdelinger i hjernen prøver at arbejder sammen for at få den dejlige is. Til gengæld vil en dagligdags, fornuftsbetonet besked – som at hun skal hænge jakken på plads – ikke gøre specielt indtryk på dit barns følelser, og derfor er der ingen ekstra drivkraft for at udføre opgaven.     

Hjernen er først færdigudviklet i teenagealderen. Stort set alle nerveceller i dit barns hjerne er dannet, når hun bliver født. Men en stor del af dem er slumrende eller inaktive. Der er kommet fuld aktivitet i din datters hjerne, når hun er 13-14 år, mens din søn skal være 14-15 år, før hans hjerne er fuldt funktionsdygtig.

Kilde: Neuropsykolog Susanne Freltofte